Ashog – mythologisk blanding mellem en hund og en drage. Rav, bladguld og jerntræ. Kojan Kabeng.

I 1990erne åbnedes en åben kulmine i Sarawak, Malaysisk Borneo, i regnskoven langs Rejangfloden. Kullagene indeholder den største kendte forekomst af rav, og stykkerne er store. Verdens største stykke er fundet der, en blok på 1,5x3x0,2meter. Tysklands geologiske undersøgelser har bistået Malaysia med at kortlægge undergrunden, og de bad os i 1997 om at undersøge mulighederne for at befolkningen langs rejangfloden kunne forarbejde med de nyopdagede ravklumper til skulpturer.

Vi rejste Rejangfloden tynd mellem Kapit og Belaga i udhulede stammebåde for at besøge landsbyerne langs floden og forhøre os om der levede kunstnere, som ville deltage i arbejdet. Hver landsby i området var beboet af forskellige folkeslag med hvert sit sprog og kultur.

Langhuslandsbyerne kunne først besøges efter man forcerede en stejl, mudret flodbrink med træstammer med trædetrin. Flodens vandstand kunne variere op til 20meter, afhængig af regnfald højere oppe i bjergene.

I Punan Bah folkets landsby stod de berømte keliriengs, begravelsessøjler udskåret i jerntræ, der ikke rådner. De har oprindelig stået på begravelsespladser ude i skoven, men er blevet flyttet ind i byen for at undgå at junglen skal opsluge dem.

Kullene fra Merit Pila Coalmine lastes på pramme og sejles ad Rejangfloden ud til kysten.

Anette undersøger omkring et tons ravklumper, som er sorteret ud af kullene inden de bliver udskibet. Store ravmængder går til kraftværkerne sammen med kullene og forbrændes.

Ravklumperne er mørke og minder lidt om kul ved første øjekast.

Vores værksted under den geologiske feltstation i Nanga Merit.

Ravets farver kommer først til syne når det bearbejdes til tyndere former, men det ses bedre når ravet gøres vådt.

Vi fik kontakt til en meget dygtig billedhugger fra Punan Bah folket, Kojan Kabeng. Han var en af de få aktive kunstnere vi mødte. Traditionen med at udskære gravmonumenter eller andre rituelle objekter er stille og roligt ved at forsvinde.

Man kunne skære i ravklumperne med den traditionelle billedskærerkniv, monteret på et langt skaft, som holdes under armen for at give mere stabilitet under arbejdet. Men også vores medbragte file og håndknive kom flittigt i brug – skarptslebne.

Kojan og hans kone – selvportræt, sølv og rav.

To lizards. Kojan Kabeng. To farver rav.

Flodbussen afventes ved stoppestedet i Nanga Merit.

Mr. Voong Fook Kong, vores utrættelige organisator og tolk fra Sarawak geological Survey overvåger situationen fra byens veranda, hvor butikkerne ligger side om side.

Ashog II. Kojan Kabeng

Vores arbejde mundede ud i en stor særudstilling om det ukendte rav på nationalmuseet i Kuching, Sarawak. Til åbningshøjtideligheden blev vi beæret med besøg af statsministerens kone Datuk Amar Dr. Laila Taib, en lang række ministerfruer, direktører fra Sarawaks geologiske Undersøgelser og et stort opbud af pressefolk.

Udstillingen præsenterede det ukendte rav videnskabeligt, kunstnerisk og i historisk sammenhæng med rav fra Europa. I forgrunden ses toppen af et ravstykke i en glasmontre.

Blodigler er et yndet motiv. De sidder rundt om på figurerne. Her er hele figuren dækket af igler. Rav og sølv

Kojan Kabeng skærer figurer under udstillingen, iført sin traditionelle hat med fjer fra næsehornsfuglen.